Gå til indhold

Oplæsning af Præsten i Vejlbye

Hør Jesper Langberg læse et uddrag af Præsten i Vejlbye

Tekstuddrag

Steen Steensen Blicher. Blyants- tegning af Wilhelm Gertner, 1845. Forlæg venligst stillet til rådighed af Blicheregnens Museum, KjellerupHerre! hvor uransagelige ere dine Veje!
      I min Embedstids otte og tredivte Aar, og een og tyve efter at min Nabopræst, Hr. Søren Qvist i Vejlby, var blevet sigtet, dømt og henrettet for et Mord paa hans Tjenetekarl, hændte det sig: at en Stodder kom her i Præstegaarden. Han var en gammelagtig Mand med et graaagtigt Haar og gik ved en Krykke. Ingen af Tyendet var just tilstede, jeg gik derfor selv ud i Kjøkkenet for at give ham et Stykke Brød; og spurgte jeg ham da: ”hvorfra han var?”

 
      Han sukkede og svarte: ”Ingensteds fra.”
      Jeg spurgte derpaa om hans Navn; han sukkede atter, saae sig frygtsom omkring og sagde: ”De har kaldt mig Niels Bruus.”
      Det foer i mig, og jeg sagde: ”Det er et grimt Navn; saaledes hed ogsaa En, der blev slagen ihjel her omkring for en Snes Aar siden.”
      Han sukkede endnu dybere og svarte: ”Det var ikke saa godt, jeg havde døet den Gang; det har bekommet mig ilde, at jeg rømte ud af Landet.”


      Haaret rejste sig paa mit Hoved, og jeg tog til at ryste af Forfærdelse, thi nu tyktes mig, at jeg grandgivelig skulde kjende ham igjen; tilmed var det, som om jeg saae den livagtige Morten Bruus for mig, hvem jeg tre Aar iforvejen kastede Jord paa. Jeg rykkede mig tilbage og slog et Kors for mig; jeg tænkte, det var et Gjenfærd.


      Men han satte sig paa Skorstensskjødet og sagde: ”Herre Gud, Fa’er! jeg hører, min Broder Morten er død. Jeg var ved Ingvorstrup; men den nye Mand gjennede mig væk – lever min gamle Husbond, Præsten i Vejlby?”
      Nu faldt det som Skjæl fra mine øjne, og jeg anede strax Sammenhængen i hele den gruelige Historie; men jeg var saa fornummen, at Mælet i nogle Minutter var mig forment.
      ”Ja,” sagde han saa og bed graadigt paa Brødet, ”det var Mortens Skyld Altsammen – men kom Præsten ellers i Fortræd?”
      ”Niels! Niels!” råabte jeg i min Hjertes Skræk og Afsky, ”Du har en blodig Synd paa din Samvittighed; for din Skyld har den uskyldige Mand maattet ladet sit Liv for Bøddelens Haand.”
      Brødet og Kjeppen drattede fra Stodderen, og selv havde han nær segnet om i Ilden.


      ”Gud forlade Dig, Morten!” stønnede han, ”det mente jeg ikke – Gud forlade mig min store Synd! – men det er dog vel kun saa, I vil rædde mig? – Jeg har nu vandret herind lige fra langt ude paa hin Side Hamborg og ikke hørt et Ord herom. Der har heller Ingen kjendt mig før end Fa’er, og jeg har ikke aabenbaret mig for nogen Anden; men da jeg kom igjennem Vejlby og spurgte om Præsten var levende, svarte de: Ja.”
      ”Det er den nye,” sagde jeg, ”men ikke den, som I og Jer ugudelige Broder har skilt ved Livet.”


      Da begyndte han at slaae Hænderne sammen og hyle og give sig, saa jeg vel mærkede: at han kun havde været et blindt Redskab i Djævelens Haand; ja jeg begyndte end mere inderlig at ynkes over ham. Og tog jeg ham derfor ind med mig i mit Studerekammer, talte til ham nogle trøstelige Ord og fik da hans Sind saa vidt i Rolighed, at han i Stødemaal forklarede og udlagde mig alle Ting i dette Helvedes Skarnstykke.

 

Jesper Langberg læser et uddrag af Præsten i Vejlbye af Steen Steensen Blicher.
Kilde: Steen Steensen Blicher: Præsten i Vejlby og andre jydske noveller, s. 40-41, Standard Forlaget, 1951.

Steen Steensen Blicher. Blyants- tegning af Wilhelm Gertner, 1845. Forlæg venligst stillet til rådighed af Blicheregnens Museum, Kjellerup.

EPiTrace logger
v%uxKv%ux6ov