Han var kommen til Torneroses rige, hvor tiden stod stille, og hvor fantasteriets blege rosenflor og spekulationens sejge, tornede stængler lumskelig skjulte det indre forfald. Men i det samme (sådan sluttede han) havde han også forstået sit kald. Ligesom hin ”langvejsfra hjemvendende” mand i eventyret, der vristede hanegals-hornet ud af den sovende portvægters hånd for at vække kæmperne af deres stensøvn, havde han søgt at kalde på, hvad der endnu havde liv herhjemme, først og fremmest på de unge, og blandt disse navnlig på de stærke og stridslystne, der havde mod til at gennembryde og sønderhugge det sejge drømmespind, det lodne, forhærdede puppehylster, hvori nationens ånd havde indkapslet sig.
… Det var især dette sidste kampsignal, der under læsningen fik blodet til at skyde op i Pers kinder. Han følte det, som var dette æggende, ildnende tilråb henvendt direkte til ham, ja ganske særlig til ham. Hans hånd faldt tungt mod bordpladen, og han sagde to gange ganske højt, som til bekræftelse: ”Ja! Ja!” Han mindedes, hvorledes obersten hin dag spøgende havde kaldt hans projekt en udfordring til den danske teknikerstand. Nu vel! Det skulle blive det! … For det vidste han nu, at han var født til på sit område at blive morgenvækkeren og banebryderen i dette dorske samfund af tykblodede præste- og degnesønner. Den lille Ivan havde haft ret. Der ventedes på ham. Netop på ham.
Han rejste sig. Uden tanke for den gamle højbådsmands lig, som endnu lå deroppe i sin udhuggede konditorpapirs dragt, gik han frem og tilbage på gulvet med stærke skridt. Og pludselig trykkede han den knyttede hånd mod sin pande, mens han taktfast gentog sit bekræftende: ”Ja – ja –ja!”
Jesper Langberg læser et uddrag af Lykke-Per af Henrik Pontoppidan.
Kilde: Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, første bind, 4. Traneudgave, s. 156- 157. Gyldendals Tranebøger, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 2000.
Portrætfoto af Henrik Pontoppidan i 1943. Foto: Polfoto.