Oplæsning af Kongens fald

Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.

      Hvad kunde der ske, hvad maatte de indespærrede Folk forestille sig! De sad nu forstummet inden Døre, ved hver Rude glanede et uforstaaende Ansigt, til hver Sprække laa et spejdende Øje. Den hele By rejste sig tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster. Der staar en Syrelugt op fra et Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i blindt Raseri, saaledes var Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af Skrækkens Fantasier.

      Først henad Middag – Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt lige rette og sejge Soldateropstilling dernede – henad Middag kom det.
      Ja, alle de samme Mænd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til Slottet i deres bedste Stads og i højeste Følelse af deres Betydning for Landet, de kom nu tilbage.

 
      Det var som havde de høje Herrer af Sverig brugt Natten ene og alene til at øve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig, men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige først, dernæst Adelsmændene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige Borgmestre, Raad og Rigmænd. Ingen var længere til Hest, de gik taalmodigt lige nær ved Jorden allesammen, som slotne Faar. Profossen havde ventet fra Morgenstunden af, han længtes. Og de naaede Skafottet i Procession; de gamle gigtsvage Bisper holdt sig ikke meget ranke, mellem Adelsmændene var der dem, der traadte i Jorden som udfordrende Væddere; en og anden Borgermand virrede med Hovedet som et Faar, der vil smøge Tøjret af sig; men de fleste gik villigt i Flokken. Der var ved tredive-fyrre Par.

 
      Ærkebisp Matthias af Strengnæs tilkom det paa Grund af hans høje Værdighed at blive rettet først; han havde endnu sin røde Fløjelskaabe paa. Axel kendte ham, da han krøb paa Knæ og hævede sit lille Ansigt opad og lagde Hænderne sammen. Men det hastede. Ærkebispen rejste sig igen og begyndte at klæde sig af der under aaben Himmel for Bødlerne.

 
      Da kom Axel i en hamrende Uro. Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag ham, og skød hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa stærk Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng.
      Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. Ærkebisp Matthias’ Krop laa paa Jorden kun iført Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den røde Kaabe... nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.

 
      Endnu medens Axel betragtede dette arme, fraskilte Hoved, hørte han, hvor Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra Blokken hen ad Jorden med et Blodsprøjt efter sig. Det var Bisp Vincents af Skara. Erik Abrahamsen Leionhufvud stod og klædte sig af. Der var stor Uro dernede, mange raabte og gav ondt af sig.

Ulla Henningsen læser et uddrag af Kongens fald af Johannes V. Jensen.
Kilde: Johannes V. Jensen: Kongens fald, s. 120-121. Gyldendal, 1964.