Hierte, kiære Børn!
Billigen kan jeg med Job sige: Dersom man min Jammer veie kunde og mine Lidelser tilsammen i en Vægt Skaal lægge, da skulde de være tungere end Sand i Havet. Ja, visseligen ere mine Lidelser store og mange; de ere tunge og utallige. Mit Sind haver længe over denne Jammers Minde stridig været, ei kunnende slutte, om jeg mig ikke snarere bemøde skulde mine Lidelser at forglemme end dennem at ihukomme. Men endeligen haver tilskyndende Aarsager mig dreven, ikke alleneste min Jammer at ihukomme, men den endog udi Pennen at forfatte og Eder, mine kiære Børn! den at tilskrive.
Første tildrivende Aarsage er Guds Almægtigheds Erindring, eftersom jeg ei min Jammer, Angst, Nød og Smerte ihukomme kan foruden, tilligemed, mig Guds Almagt at erindre, som, udi alle mine Lidelser, Elendigheder, Hiertesorrig og Bedrøvelser, min Kraft og Hielp, min Trøst og Bistand været haver; thi aldrig lagde Gud mig saasnart en Byrde paa, at han jo med det samme mig efter Byrdens Tyngde Styrke gav, saa at Byrden mig vel krum nederbøiede, mig haardt knugede og trykte, men dog ei slet nederslog, knusede og undertrykte, for hvilket den ubegribelige Guds Almægtighed skee Lov og Pris i Evighed!
Vil mig altsaa ikke alleneste min Jammer erindre og Gud for sin naadige Bistand i alle tilføiede bedrøvelige Tilfald takke, men endog Eder, mine kiære Børn! Guds Godhed imod mig kundgiøre, paa det I Eder ikke alleneste over den Allerhøiestes ubegribelige Hielps Gierninger forundre kunne, men endog med mig derudover i Taksigelsen indstemme; thi med Skiel skal I kunne sige, at Gud underlige Ting imod mig giort haver, at han haver været mægtig udi mig svage og sin Kraft udi mig, det allerskrøbeligste Redskab, bevist haver. Thi hvorledes havde det ellers været muligt, at jeg saa mange, overstore, pludselige og uformodentlige, ulykkelige Tilfælde havde imodstaae kunnet, om hans Aand ikke udi mig sin Virkning giort havde?
Gud var den, som selver traadte ind med mig ad Taarndøren. Han var den, som rakte mig sin Haand og stred for mig udi Misdædernes Fængsel, som kaldes den Mørke Kirke. Han haver siden stedse, nu næsten elleve Aar, vaaren inden mine Fængselsdøre og udi mit Hierte, haver styrket, trøstet, qvæget, ja ofte endog glædt mig. Gud haver giort underlige Ting imod mig; thi det er mere end ubegribeligt, at jeg saa store mig overkomne Ulykker haver overleve kunnet, beholdende min Fornuft, Sind og Sans. Det er sig høiligen over at forundre, at mine Lemmer ikke ere krumpen og contract af Liggen og Sidden, at mine Øine ikke ere dumme, ja ganske blinde af Graad, af Røg og Smøg, at jeg ikke er stakaandet af idelig Lysetande og Qvalm, af Stank og indeklemte Luft. Gud allene Æren!
Ulla Henningsen læser et uddrag af Jammers minde af Leonora Christina.
Kilde: Leonora Christina: Jammers minde, s. 7-8. Ved Otto Andrup og Vagn Lundgaard Simonsen. Bind 1 i serien Gyldendals Bibliotek, Gyldendal, 1980.
Leonora Christina. Portræt af Gerrit van Honthorst, malet 1647. Tilhører Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.