Tak, den har jeg hørt!

En ægte perle
Handlingen er kendt af næsten enhver, men H.C. Andersens måde at fortælle sine eventyr på bliver der sjældent lagt mærke til, og det er synd. Der går for eksempel lang tid, før der begynder at ske noget i Den lille havfrue. Først skal vi langt ud på det blå ocean og bagefter så dybt ned i det glasklare vand, at selv det længste ankertov ikke kan nå bunden. Hernede ligger et slot bygget af koraler med vinduer af rav og et tag, som består af levende muslinger. De åbner sig og lukker sig, og i hver eneste af dem sidder en skinnende perle. Det er havkongens slot, og her bor seks små prinsesser med de nydeligste fiskehaler. Den yngste af dem er en skønhed uden lige med rosenhud og dybblå øjne, men hun er en outsider, der grubler og længes efter noget, hun ikke kan formulere.

Prinsen på den hvide hest
Den følelse kender børn, men en voksen læser vil nok snarere hæfte sig ved eventyrets ulykkelige kærlighedshistorie. Den smukke prinsesse fra havet elsker en kongesøn på land, og for at vinde hans kærlighed gennemgår hun en smertefuld forvandling til menneske. Prinsessen tripper i land på sine to nye ben, men kongesønnen føler sig ikke det mindste tiltrukket af hende. Han holder af hende, ja, giver hende i al venskabelighed et øgenavn og diskuterer ugenert sine kærlighedsaffærer med hende.

Når prinsen derimod udstyrer prinsessen med herretøj, bør vi spidse ører, for handler eventyret så i virkeligheden ikke om forholdet mellem to mænd? En som tiltrækkes af kvinder, og en der er mest til andre mænd? Kort sagt historien om en ung homoseksuel mand der forelsker sig dødeligt i sin heteroseksuelle ven. I så fald forstår vi meget bedre, hvorfor pigen i herretøj ikke kan tale, lider alverdens kvaler og ikke får den, hun elsker.

Dorthe Sondrup Andersen er magister i litteraturvidenskab, forfatter og kulturskribent. Hun har bl.a. skrevet Guldalder uden forgyldning (People's Press, 2004).