Der er ingen tvivl om, hvad billedet Sommerdag ved Roskilde Fjord forestiller; men der er alligevel noget underligt ved det. Måske er det de enkle flader af grønt og blåt. Måske er det kontrasten mellem den bløde, organiske kyststrækning i forgrunden og de hårde, stramme linjer i fjordblik og horisont? Eller den dristige beskæring, der giver den lille klynge af fiskerbåde på vandet en birolle, helt derude i kulissen? Billedet er mystisk. Det er, som om det vil noget mere end at beskrive et smukt kig.
Det mentale landskab
L.A. Ring viser os, at et landskabsmaleri kan meget andet end bare at beskrive naturen set fra en bakkeskråning eller et udsigtspunkt. Han renser motivet for overflødige detaljer, og sådan skaber han et anderledes landskabsrum. Det er tomt og udefinerbart. Det hæver sig over tid og sted. Hvis man lægger en finger over bådene, er billedet næsten helt abstrakt. L.A. Ring forvandler landskabet til et indre, mentalt rum, som beskueren kan spejle sine egne følelser og sindsstemninger i. Prøv det selv.
Visionær bondemaler
L.A. Ring er en af de mest betydningsfulde landskabsmalere i dansk billedkunst. Han var selv fra landet. Selvom han holdt af at skildre naturen og livet mellem bønderne, var han ikke bondemaler i traditionel forstand. Han gik ikke bogstaveligt til tingene. Han var derimod "symbolist". Ring malede ofte vejen: grusvejen, landevejen eller - som her - vandvejen, som han bruger som et symbol på livsrejsen, der ligger foran os alle.
Samtidig var han fremsynet i sin kunst. Med sine spøjse beskæringer og abstrakte rum uden handling peger han - ligesom sin kollega Hammershøi - fremad mod modernismen. Billeder, der fanger andre sider af virkeligheden, end den vi kan spotte med det blotte øje.
Trine Møller Madsen er kunst- og kulturskribent og forfatter. Hun har bl.a. skrevet bogen KUNST (Gyldendal, 2004) - en billedanalysebog til folkeskolens ældste klasser.
Sommerdag ved Roskilde Fjord, 1900
Foto: Niels Erik Høybye