FINGERPLANEN

Betænkningen fik derudover en byplanmæssig funktion som grundlag for den senere udviklingsplan kaldet Fingerplanen. Fingerplanen sikrede, at byvæksten foregik langs en række hovedfærdselskorridorer, der strakte sig som fingre ud over Sjælland fra “håndfladen” – Københavns centrum. Mellem “fingrene” friholdes grønne korridorer, der rakte helt ind til byens centrum.

Om end ideen om “parkways” (trafikkorridorer gennem naturområder) er amerikansk, er den her omsat og gjort til dansk virkelighed. 

Tilsammen har “betænkningen” og “Fingerplanen” reguleret og sikret byvækst, bebyggelsesmønstre, industri, transportkorridorer, infrastrukturer, vandforsyning, afvanding og klima. Med disse to planer fik byen en opfattelig plan og det moderne demokratiske friluftsliv sit rekreationslandskab, koncentreret omkring bevægelseslinjer, vandløb og kyster med ganske anderledes muligheder for kunstneriske, arkitektoniske oplevelser end kun naturens. Endvidere virkede planerne siden som regulering for fredninger af kyst-, mose- og engarealer samt anlæg af offentlige strandparker.

Efterkrigstidens byudvikling og voksende samfærdsel på cykel og i bil fik med Betænkningen og Fingerplanen en arkitektonisk struktur af stor og langvarig betydning. En robust planlægning med en indiskutabel pædagogik, der har givet byen en opfattelig form og fortsat præger hele hovedstadsregionens udvikling.